Forholdet mellem Designloven og andre retsområder
Et design beskytter et produkts udseende, hvorimod varemærket typisk vil fremstå som et kendetegn for produktet. Varemærkelovens § 2, stk. 1, nr. 4 giver mulighed for, at en vares form, udstyr eller emballage kan fungere som et varemærke, men praksis viser, at der stilles forholdsvis store krav for at anerkende at et produkt kan registreres som varemærke. Dette skyldes blandt andet, at forbrugeren ikke er vant til at se produktet som sit eget varemærke.
Efter designlovens § 7, stk. 1, nr. 3 (b) kan en designret ikke opnås, hvis designet benytter en andens varemærke, firma eller andet forretningskendetegn.
Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen for, at et designbeskyttet produkt påføres et varemærke, men man skal være opmærksom på, at beskyttelsen for det designregistrerede produkt vil ophøre efter senest 25 år, hvorimod varemærkeretten alt andet lige er tidsubegrænset.
Efter beskyttelsesperiodens udløb vil alle som udgangspunkt kunne benytte det hidtil designbeskyttede produkt. Der vil dog naturligvis efter omstændighederne kunne være tale om en varemærkekrænkelse, hvis varemærket benyttes på produktet.
Der er efter dansk praksis ikke noget i vejen for at ansøge om varemærkebeskyttelse for produktet selv, eksempelvis efter en designregistrerings udløb, da varemærkeloven, modsat designloven ikke opererer med et nyhedskrav. Kravene for at anerkende varemærket kan dog som nævnt ovenfor være høje.
I en afgørelse fra Board of Appeal (R 267/2007 - 3) havde ansøger - muligvis som eksemplificering af designets anvendelse - benyttet en andens varemærke på nogle flasker, der hang under en bæreanordning. Board of Appeal fandt i denne sag, at der var tale om en krænkelse af det fremmede varemærke.
På den anden side har tilstedeværelsen af et varemærke på designet ikke nødvendigvis betydning for vurderingen af individuel karakter. Board of Appeal nåede i sagen R 1130/2008 - 3 frem til at et ældre design, som lignede et yngre design, men herudover var udstyret med et varemærke, uanset varemærkets tilstedeværelse, lignede det yngre design så meget, at det yngre design ikke havde individuel karakter.
i sagen T-148/08 BEIFA- fastslog Retten i Første instans, at en konflikt mellem et ældre varemærke og et yngre design, skal vurderes efter varemærkeretlig principper om forvekslelighed, herunder varesammenfald. denne afgørelse kan derfor muligvis betyde, at produktangivelsen for et ældre design kan have selvstændig betydning, i hvert fald hvis sammenligningen sker med et ældre varemærke
Design i forhold til ophavsret.
Et produkt som er beskyttet af ophavsret kan være en hindring for et design. Et eksempel herpå kan ses i Højesterets dom i sagen 168/2008, hvor den såkaldte "Alfi-kande" blev anset som ophavsretligt beskyttet, hvorved et senere registreret design blev erklæret ugyldigt, da der vasr stor lighed mellem "Alfi-kanden" og den designregistrerede kande.